Så er der nyt igen fra ’Astrologi set fra to sider’, og igen forsøger vi os (Karsten og Lone) på skrift. Denne gang handler vores tema om Neptun, og vi kaster os ud i en beskrivelse af vores i praksis oplevede, mærkede og følte erfaringer med Neptuns energi.
For at sætte scenen, så beskrives Neptun ofte med følgende nøgleord:
- Hjælper
- Drømme
- Intuition
- Spiritualitet
- Healing
- Flugt
- Misbrug
- Offermentalitet
Dette bliver den sidste i rækken af skriftlige beskrivelser af astrologiske planetenergier set fra to sider. Vi har skrevet om Uranus og Saturn og denne gang Neptun. Vi skriver i forvejen ret åbent om vores personlige erfaringer men, hvis man skal skrive om sine egne erfaringer med Plutos energier, så går man så dybt ind i ens personlige oplevelser, at det overskrider grænser af personlig integritet og privathed, vi ikke har lyst til. Derfor stopper de skriftlige beretninger indtil videre ved Neptun.
Karsten:
Jeg har Neptun i Skorpionen i 9. hus, med aspekter til Ceres, Merkur, og til en konjunktion med Solen, Chiron og Eris, et aspekt til en konjunktion bestående af Uranus, sydlige måneknude, Jupiter og Pluto – og endeligt et aspekt til en konjunktion bestående af Venus og Saturn. Nedenfor har jeg givet et par eksempler på mine oplevelser med Neptun i mit liv.
Rejsedrømme
Næsten så længe jeg kan huske, har jeg drømt om at rejse ud i verden (Neptun i 9.hus). Det var f.eks. meget inspirerende i min barndom, da min onkel kom hjem fra Californien med gaver og fortællinger. Introduktionen til Californien og andre oplevelser boede i mig som en drømmende længsel, som om den store verden ventede på mig. Og imens jeg studerede, kom jeg endelig ud i verden i forbindelse med et praktikophold i Sydney og en efterfølgende backpack’er tur i Indonesien og Singapore, hvor intet var planlagt på forhånd, men hvor jeg fulgte intuitionen i forhold til ruten. Turen igennem Indonesien, hvor jeg i næsten 2 måneder rejste alene skabte en enorm frihedsfølelse, og kan jeg se retrospektivt, at det var en væsentlig del i min personlige udvikling.
Denne frihedsoplevelse lagrede sig i mig, og jeg har efterfølgende rejst meget på ferie med familien. På familieferierne fik jeg kontakt med friheden og oplevede det som særdeles afslappende. Retrospektivt kan jeg se, at det at tage på ferie og rejse bort, også udsprang af et stort behov for flugt fra hamsterhjulet. I mange år var det ligesom, at ferierne var det eneste tidspunkt på året, hvor jeg kunne sænke skulderne.
Misbrug – jeg er workaholic
En Neptunenergi, jeg også har oplevet, er afhængighed …. jeg er workaholic. Arbejdet har været en flugt fra: Mangel på selvværd, at turde stå ved mine egne meninger, mangel på anerkendelse, mærke mine følelser mv. Det var meget nemmere at knokle, tage overansvar og overgøre mit arbejde. Og jeg har lovet mig selv og Lone utallige gange at arbejde mindre og øge både nærværet og forbruget af mine ressourcer i forhold til Lone og børnene. Men efter at have stoppet op i nogle uger på ferien med at overgøre arbejdet, så røg jeg altid tilbage i mit arbejdsraseri, som minder om et klassisk misbrugsmønster. Det har haft store konsekvenser, inden jeg indså misbruget. Det har efter min egen opfattelse noget at gøre med en kombination af, at jeg er dobbelt Vædder, har Mars i Skytten i 10.hus, stort set oven på Mc, og så Neptun i 9. hus koblet sammen med det lave selvværd i form af min Venus-Saturn konjunktion i Vædderen 2. hus.
Intuition og inspiration
Jeg har altid været tiltrukket af kreative og intuitive opgaver og processer i mit studie- og arbejdsliv (mit gamle liv), og jeg har da også en række aspekter, der peger i den retning, herunder Neptun-Sol, Neptun 9.hus, Neptun-Merkur og Neptun-Uranus. Og i mit ’nye’ liv finder spiritualitet mere og mere indpas i min opfattelse af verden, livet og dagligdagen. Jeg føler dog ikke, at jeg har helt ”hul igennem” til universet og til min sjæl, men jeg arbejder på det.
Jeg har en matematisk-fysisk studentereksamen, blev uddannet kemiingeniør og har arbejdet i rådgivende ingeniørvirksomheder. Men jeg følte mig ikke helt hjemme i studiemiljøer og jobs med den naturvidenskabelige tankegang, og med meget mentale og analytiske processer. I det hele taget med for megen mental energi.
Så der, hvor jeg var i ”flow” i mine jobs, var i forbindelse med idéudvikling og innovationsprocesser. I disse sammenhænge oplever jeg en form for mening med arbejdet. Det samme gælder, når jeg snakker med medarbejdere og kollegaer i de virksomheder, hvor jeg har arbejdet. Jeg føler det meget meningsfuldt at snakke med medarbejdere og kollegaer, og jeg fornemmer menneskers humør og vil tillade mig at kalde det for en form for social intuition. Og så har jeg en fornemmelse for etik også i menneskelig sammenhæng. Jeg kan nærmest mærke det på egen krop, når mennesker bliver uretfærdigt behandlet i arbejdsregi eller privat.
Jeg vil på ingen måde påstå jeg er clairvoyant, men jeg får konstant ideer, tidligere særligt i arbejdssammenhænge, og nu også i mere privat regi. Jeg får ofte, når jeg mediterer, ’blink’ i form af billeder eller små film, der kører på indersiden af øjnene (Neptun-Merkur), hvilket som regel er en positiv evne. Men det kan også blive for meget, og så må jeg bruge forskellige teknikker for at stoppe tilstrømning af ideer, inspiration mv.
Lone:
Jeg har Neptun i Skorpionen i 4. hus, hvilket vil sige, at jeg har stærk indflydelse fra Neptunenergier i mit hjem. Neptun står sammen med Månen, og er i aspekt til en Jupiter-Chiron konjunktion i Fiskene i 8. hus.
Når jeg føler Neptuns energi, så minder den meget om månens energi. Blot er månens kraft lidt svagere, og Neptuns både tungere, langsommere men også stærkere.
Jeg har måneknudeaksen gående fra 6. til 12. hus (altså mod Neptuns hus), og når man lægger alle disse aspekter sammen, så har jeg altså denne Neptun-agtige indflydelse i mit hjem, i min fremtid og i andres menneskers ressourcer. Neptun står også i et T-kvadrat til Mars/1. hus og Saturn/7.hus (se opslaget om Saturn), hvilket jo gør, at Karsten (som partner i 7. hus) bliver involveret i mine Neptunsager.
Det startede på det fysiske plan i mit barndomshjem med en mor, som var optaget af sine lidelser og sygdom i hele min barndom og dermed tilvalgte offerrollesiden af Neptun. En storebror og min far var meget følsomme og valgte spiritus som dulmende middel mod deres lidelser, som mange andre i familielinjen havde gjort før dem. Det vil sige, at jeg på det fysiske plan blev mødt af mennesker der enten gjorde mig til et offer eller selv var i offerrollen. (Man bliver et offer, når man er omgivet af misbrugere). På det indre følelsesmæssige plan hos mig kom disse oplevelser til at præge mine fremtidige oplevelser i mine selvskabte familier. For det er jo netop det, der er meningen med de astrologiske aspekter, som vi (som sjæl) har valgt at have i vores fødselshoroskop.
Neptuns rolle forsvandt derfor ikke, da jeg stiftede familie med Karsten. Vi fik meget sensitive børn, som ofte gjorde dem til ofre for deres omgivelser i skole, sport mv. Karsten har – som han selv har beskrevet – kastet sig dybt ind i sit arbejde i alle årene og udviklet en form for afhængighed hertil. Altså igen disse offer- og misbrugstendenser i familien.
Igennem mit liv – og specielt takket være min mor – så opdagede jeg de to muligheder i forhold til offerrollen. Du kan tage den, eller du kan få den. Efter alle mine oplevelser med min mor, så nægtede jeg at påtage mig offerrollen, og jeg har kæmpet med næb og klør i hele mit liv for, at den ikke skulle overmande mig. Men Neptuns indflydelse flyttede sig jo ikke – og specielt med den i Saturnopslaget beskrevne Yod – så blev jeg et offer i mange sammenhænge uden, at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg måtte gennemleve det og lære af det.
Neptun har jo også med sygdom at gøre, og efter Neptun gik ind i Fiskene i 2010, endte jeg med at tage et stort opgør i forhold til mit syn på sygdom. Jeg havde nogle groteske oplevelser i det offentlige sundhedssystem og måtte derfor melde mig helt ud, og jeg har ikke været i kontakt med det i 15 år.
Dette var jo så fysiske ting, som skete i mit liv. Men alle hændelserne og alle Neptun/Måne/Fisk/Skorpion/Krebs/4. hus/8.hus/12.hus oplevelser gjorde, at jeg fik en meget stor indsigt og træning i de følelsesmæssige sider af et menneske. Og det var jo uden tvivl ikke tilfældigt, for det har ført til, at jeg pt. har skrevet ca. 35 bog-, spil- og filmmanuskripter – primært om følelsesmæssige energier, og jeg har lavet både undervisnings- og videnskabsgrundlag, så andre mennesker kan lære mere om det følelsesmæssige aspekt af livet.
Hvor man kan sige, at følelserne – som jo er energier – hører til i 4D forståelsen, så kommer det vi kalder spiritualitet ind i 5D forståelsen. (Hør mere om 4D og 5D og de første podcaster eller søg på min hjemmeside og YouTubekanal) Og med placeringen af min måneknudeakse, så har jeg levet et liv, hvor sydlig måneknude er i 6. hus i konjunktion til min Sol i Stenbukken – hvor jeg har arbejdet som revisor og udelukkende levet livet ud fra et 3D-logisk og naturvidenskabeligt perspektiv uden nogen som helst forståelse eller interesse i spiritualitet. Altså lige indtil Pluto gik i Stenbukken og Neptun gik i Fiskene. Så begyndte det hele at vende sig på hovedet, og jeg startede min rejse ensomt og alene imod den nordlige måneknude i Krebsens energi i det 12. hus.
Men der var jo en grund til, at jeg havde min meget logiske fortid. For spiritualitet for mig har ikke noget med en gang fluffy Love&Light at gøre. For mig er spiritualitet opdelt i to: 4D og 5D. I 4D lever man livet med fuld bevidsthed om den energimæssige dimension, og i 5D har man kontakt til åndelige væsener, som er helt virkelige og ikke en luftig Love&Light forestilling.